Sjællands eneste seniorhøjskole
Foredrag: 'I mediernes centrifuge' v/ Hans Georg Møller
Dato: Onsdag den 21. maj 2025
Tidspunkt: Kl. 14.30 - ca. 16.30
Entré: Kr. 105 der betales ved indgangen og inkluderer kaffe/the/vand og en lille snack
Under titlen "I mediernes centrifuge" kommer den kendte tv-vært og journalist Hans-Georg Møller til Liselund Højskole for at fortælle om et langt liv i journalistikkens og TVs tjeneste. Han øser ud af sine oplevelser med de mange kendte kolleger, han har mødt og arbejdet sammen med.
Gorm, som han kaldes, er uddannet som journalist og kom efter at have været på forskellige dagblade i 1968 til Danmarks Radio. På DR har han virket som vært, producer, tilrettelægger og redaktør på programmer lige fra samfundsmagasinet Kontakt, til det juridiske spørgemagasin Hvad siger loven, kriminalmagasinet Uopklaret, TV-Avisen og TV-sporten. Han var også vært på første runde af Sporløs og konceptudvikler og vært på det historiske spørgeprogram Hvornår var det nu det var?.
Hans-Georg Møller var i mere end 30 år tilknyttet Danmarks Radio og var her den ene halvdel af Gorm og Gregers - resultatet af samarbejdet med Gregers Dirckinck-Holmfeld, hvor de udviklede og bestyrede programmerne Kanal 22 og Lørdagskanalen. I 1992 kreerede han det rent danske koncept, "Hvornår var det nu det var".
Hans-Georg Møller er fortsat aktiv på flere områder, bl.a. er han udnævnt til generalambassadør i Sønderjyske Ambassadør Klub.
