Sjællands eneste seniorhøjskole
Kim Sjøgren Koncertforedrag: 'Mit liv i Musikken'
Dato: Fredag den 25. juli 2025
Tidspunkt: Kl. 10.00 - 12.00
Entré: Kr. 105 der betales ved indgangen og inkluderer kaffe/the/vand og en lille snack
Træd ind i Kim Sjøgrens verden og lad dig fascinere af hans enestående fortællinger og musikalske ekspertise. Oplev violinens essens, når den udføres af en mesterlig musiker, og bliv klogere på dedikationen og passionen, der har formet Kim Sjøgrens imponerende karriere.
Kim Sjøgren er født i Nakskov 1955, og har spillet violin siden han var 3 år gammel. Da han var 12 år blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, og debutkoncerten fandt sted, da han kun var 17 år. Tre år senere blev han medlem af Det Kongelige Kapel, hvor han blev koncertmester som 22-årig, den yngste i kapellets historie. Han blev i 2005 udnævnt til professor i violin og kammermusik på Det Jyske Musikkonservatorium.
Han har studeret bl.a. i Tjekkoslovakiet og Rumænien samt på grund af Isaac Sterns anbefaling hos Joseph Silverstein i USA, og har igennem årene modtaget adskillige priser, bl.a. Jacob Gades legat. Peder Møllers musikpris og Musikanmelderens kunstnerpris m.fl.
Kim Sjøgren har ved talrige lejligheder optrådt som solist i radio/TV samt med samtlige symfoniorkestre i Danmark, ligesom han har givet koncerter i det meste af Europa, USA, Australien og Japan.
Hans repertoire omfatter foruden violinkoncerter såsom Beethoven, Brahms, Tjaikovskij, Sibelius etc. en lang række koncertstykker og sonater plus diverse kammermusikværker.
