Rundt om Thomas Mann

På dette kursus kommer deltagerne godt omkring flere forskellige facetter af den klassisk-moderne tyske forfatter Thomas Mann, som anses for et af de største navne i det tyvende århundredes europæiske litteratur, og som i 1929 tildeltes nobelprisen for sin meget læste og solgte selvbiografiske slægtsroman Buddenbrooks. En families forfald (1901).

I form af foredrag og filmforevisning formidles en grundlæggende og indgående viden om Thomas Manns liv og værk, om hans forhold til både musik og politik, om indflydelsen fra den tyske komponist Richard Wagner og den danske eventyrdigter H.C. Andersen, og om det litterære slægtskab med blandt andre nobelpriskollegaen Henrik Pontoppidan.

Centrale problemer, temaer og motiver i Thomas Manns forfatterskab præsenteres i ugens løb af nogle af landets fremmeste kendere og dygtigste litteraturformidlere. Kursisterne får rig lejlighed til at indgå i dialog med foredragsholderne, og hinanden, om stoffet – og der vil blive givet smagsprøver på Manns særegne skrivekunst ved oplæsninger fra hans værker.


7. dec. 2020 Kl. 11:00
11. dec. 2020 Kl. 13:00

Hent program